Min mormors to sønner bliver slået ihjel af hendes ekskæreste, som derefter begår selvmord. Det er oktober 1953, og traumet bliver fortrængt i gode middage med de rigtige mennesker. For både min mormor, morderen og alle omkring hændelsen er en del af den kulturradikale elite. Samfundsrevseren PH er morfar til de døde drenge, og designer Verner Panton er far til den ene dreng. Selvom kredsen af kulturradikale udadtil forkaster tabuer og fortrængning, bliver det tilsyneladende dyrket indadtil, for min mor ved stort set intet om hændelsen. Jeg har i flere år undret mig over, hvorfor min...