"Mulighederne er allerede i dag til stede for at arbejde i hjemmet, men det finder kun sted i ganske begrænset omfang. Men en række faktorer gør, at hjemmearbejdet næppe inden år 2000 får markant større udbredelse, end tilfældet er i dag. For det første er virksomhederne organisatorisk ikke gearet til, at store dele af medarbejderskaren arbejder hjemme. For det andet svækker arbejde i hjemmet den sociale kontakt med kollegaer, kunder og leverandører i løbet af arbejdsdagen, og det personlige møde erstattes af det elektroniske møde. Derfor må man på 6 års sigt forvente, at hjemmearbejdet kun vinder langsomt frem." Således står skrevet i Dybkjær Rapporten fra 1994. Næsten 30 år siden. Dengang havde 6% af danskerne mobiltelefoner, og EDB undervisning var lige akkurat blevet obligatorisk i folkeskolerne. Hvis man læser rapporten, findes der en uundgåelig optimisme omkring de muligheder, samfundet stod overfor dengang. Al den fritid, viden, sammenfletning af netværk og, ja, internettet, som sågar har sit eget afsnit, hvor Christensen og Dybkjær forklarer, hvad det egentlig er for noget. "et net af netværk", "en elektronisk motorvej", "Afhængig af den fremtidige udbygning kan princippet udvides til lyd og levende billeder - i yderste konsekvens gør det enhver bruger til en potentiel tv-station." Det utrolige er, at de fik ret. Dybkjær rapporten ligger til grundlag for det, vi i dag kender som Mit-ID! Men hvad de ikke fik ret i - og måske aldrig kunne have forestillet sig - var konsekvenserne af digitaliseringen af Danmark. Jesper Balslev har en ph.d. i digitaliseringen af uddannelssystemet, og arbejder nu som forskningskonsulent hos KEA. Som han siger, var visionen for det digitale uddannelssystem som beskrevet i Dybkjær rapporten meget smuk, meget romantisk, og meget, meget dum. Der er noget råddent i Danmark. Vi er verdens mest digitaliserede land. Hør om alt dette, samt det gode ved negativ teknologi, fitness industrien, lobbyisme og en madbeholder, som låses, så du ikke snacker i denne uges episode af CyberSundhed.