Kender du også til traumer, der er skabt i børnehaven? Når man blev tvunget eller presset til ting, man ikke brød sig om, og som man stadig kan huske langt efter, at man er blevet voksen. Husker du også ål i gummistøvlerne, og sand på fugtige iskolde hænder? Hvad vil vi lære børn ved at “tvinge dem” til en aktivitet og aflæser de/lærer lige så meget ved at være observerende på afstand? Hvordan samarbejder vi med forældrene, og hvordan skaber vi tillid begge veje? Hvordan fortæller vi barnets dagshistorie videre, når barnet f.eks. ikke har et verbalt sprog? Og hvor vigtigt er det for forældrene, at have den daglige og især ærlige kommunikation? Hvor meget kan man ændre i en positiv retning, hvis man går lidt på kompromis med sig selv og sin egen personlige holdning?