Kernen i følelsen af ensomhed er adskilthed. Fra mennesker, fra verden - måske også fra Gud og fra enhver oplevelse af mening. C. G Jung skriver i artiklen Barnearketypens psykologi at der ikke er én af de tusindvis af klienter/patienter han gennem årene har haft i terapi, hvis vanskeligheder ikke dybest set stammede fra at de havde mistet forbindelsen til deres egen spiritualitet. Det vil sige forbindelsen til en mening med livet. Og var kastet ud i ensomhed – i sammehængsløshed. I denne meditation beskrives to trin af ensomhed: Den dagligdags – men ikke derfor enkle eller udramatiske – og den dybere, uomgængelige, eksistentielle. Den første kan man gøre noget ved, man kan handle på den, og guidningerne nævner nogle af sådanne handlemuligheder. Den anden form, den eksistentielle adskilthed fra omverdenen, kan reelt kun mødes af en indre praksis. Fordi den kommer fra selve vores bevidstheds opdelende funktion. Denne grundadskillende aktivitet i vores væsen, ligger så langt inde at den i sin fulde dybde nok kun kan nås af tilliden til vores eget hjerte – og tilliden til en indre praksis. Som vil skulle støttes af kontakt til et undervisningssignal og oftest også en gruppe af medpraktiserende, spirituelle legekammerater. Dybest set handler vejen ud af ensomheden, også vejen ud af den dybeste, eksistentielle del, altså om tillid. Til vores kærlighedsevne, vores egen praksis, til undervisningssignalet, det som kaldes dharmaen eller ’vejen’. Og tilliden til de medpraktiserende på denne vej. Man kan sige at kernen i ensomhedens adskilthed i høj grad består af mistillid. Dette er nok noget vi skal være forsigtige med at sige. Ensomhed kan være så ubehagelig, så dyb, så tæt på dødsangst, at vi ikke kan overkomme at tage medansvar for den og i stedet projicerer den ud og siger at verden er ensom. Eller at andre mennesker ikke vil os det godt. Et smukt og sorgfuldt lille digt af Heinrich Heine kaster ensomheden ud på omgivelserne og sammenligner vores bevægelse gennem livet med det at vandre i tåge. Det slutter: Seltsam im Nebel zu wandern Allein ist jeder Busch und Stein Kein Mensch sieht den Andern Jeder ist allein. ’Det er ensomt at vandre i tåge Alene er hver busk og sten Intet menneske ser et andet Enhver er alene’ Men kan vi finde modet til at mærke indad fra vores ensomhed – hvad guidningen til denne meditation flere gange foreslår – vil vi opdage at i følelser af ensomhed bidrager vi altid også selv. Vi vil kunne mærke at en del, måske kernen, i ensomhedsfølelsens ubehag og angst består i at vores eget hjerte er kontraheret. At vi selv deltager i den adskillelsesproces som fremkalder ensomheden. At turde mærke dette kan være begyndelsen til at slippe den kontraktion som er en afgørende del af problemet. Og lykkes det, om så bare punktvis, kan det være begyndelsen til en fundamental ændring af vores syn på ensomhed. Måske begyndelsen til at opdage hvad de store spirituelle lærere altid har sagt: At vi dybest set aldrig er alene. Besøg os her: kontemplation.dk eller følg os på vores sociale platforme: Facebook Instagram Youtube Du er velkommen til at skrive til os her: [email protected]