Efter flere års kritik af offentlighedsloven vil Venstre have lempet de paragraffer, der reelt gør det umuligt for medierne at kigge ministre i kortene. Men hvorfor først nu? Og hvad er udsigten til mere indsigt i, hvad der foregår på Slotsholmen? Debat med Venstres Jan E. Jørgensen, Socialdemokratiets Jeppe Bruus og Berlingskes opinionsredaktør Pierre Collignon.
Mettes røde roser: Det virker, dog kun i et vist omfang, når statsministeren kommunikerer på sociale medier. Og hvis hun ikke kender blomsters miljøbelastning, går det galt, især blandt unge. De er nemlig blevet en reel magtfaktor, siger forsker og forfatter til ny bog om det "digitale demokrati", Søren Schultz Hansen.
Magtens maskinrum: To aktivister og to politikere er hovedpersonerne i "70/30", som i næste uge åbner dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. Filmen følger klimalovens tilblivelse i 2019, og instruktør Phie Ambo fortæller om at være "flue på væggen" med sit kamera, om mediesvigt og om at tage klar stilling.
Corona-fake: Mængden af information er større end nogensinde, og den vokser hvert sekund. Under pandemien er der medvind til allehånde påstande og konspirationsteorier. Og det er mediernes ansvar ikke at give alle synspunkter lige stor vægt, lød det på fake news-konference i denne uge.
Skriv til
[email protected].
Vært og producent: Kurt Strand.