Vi mennesker er sociale væsner, der søger enighed og konsensus. Som professor Michael Bang Petersen ved Statskundskab ved Aarhus Universitet har sagt et sted: “Vi er mere optaget af at være enige, end af at have ret.” Det betyder, at vi kan blive ofre for gruppetænkning. Når vi laver skole og handler professionelt som fællesskab kan denne menneskelige og helt naturlige trang til konsensus og gruppetænkning blive en hæmsko for den faglige udvikling. Nu er der mange veje til faglighed, men én af dem er, at vi som professionelt fællesskab både har ret og pligt til at være uenige, når det vedrører sagen eller det egentlige, altså elevens dannelse, læring og trivsel. Til at tage os med ind i uenighedsfællesskabernes logik og svare på disse spørgsmål taler Henrik Dresbøll i dag med lektor og konsulent Helle Kloppenborg. Helle arbejder ved Københavns Professionshøjskole ved afdelingen for Skole, Undervisning og Læring med fokus på videreuddannelse.    Lyt med lær mere om: Hvordan kan vi handle mod den menneskelige natur og trang til konsensus og skabe rum og tid til uenighed? Hvad er det typiske, vi kan blive uenige om?Hvad betyder det, når vi skal have faglige forbedringer, forstyrrelser og forandringer til at ske med hinanden gennem uenigheder, der kommer såvel voksne som elever til glæde og gavn?  Hvilke handlinger fordrer det af læreren, lederen og kollegaen? Hvordan understøtter vi en kultur for uenighed?  Hvad kan stå i vejen for skyld, skam, forråelse, udbrændthed, skolekultur – kort sagt den menneskelige natur? Kan vi som ledere og kollegaer fremme uenigheder, der bringer nye indsigter, beslutninger og handlinger frem, der gør, at vi bliver bedre til at få noget til at ske, der ikke sker af sig selv i og omkring barnet? Kan man ligefrem bruge uenighedsfællesskaber som en ressource?