Første kapitel: "Jeg skjulte min sårbarhed. Hvis jeg skulle være politiker, så skulle jeg være stærk!" besluttede formand for Kristendemokraterne Isabella Arendt, da hun var ung. Ensomheden greb hende, da hun så datidens politiske ledere stå for rullende kameraer, selvsikre og stærke. Det var først, da facaden ikke længere kunne holdes oppe, at hun talte med sine forældre om den store kløft mellem, den hun var, og den hun troede, hun skulle være. "Der er ikke noget galt med dig, du er bare 16 år. Og det er de andre også," svarede de hende. Andet kapitel: "Jeg holdt ikke tale til mit bryllup," fortæller Isabella Arendt. Hun ønskede ikke, at gæsterne skulle se den side af hende, der pludseligt dukkede op, da hun kort forinden friede til sin kæreste, Caspar. Her famlede hun rundt i ordene, rystede og rødmede sig gennem sætningerne og nåede aldrig frem til spørgsmålet: Vil du gifte dig med mig? "Jeg er ikke god til at tale om følelser," konkluderer Isabella, der samtidigt udtrykker, at hun er træt af politikere, som er papfigurer og ikke rigtige levende mennesker.