I dagens danmark er det eftethånden et tabu ikke at fejle noget.  Dem der render rundt uden diagnoser føler sig udenfor, men på den positive side nærmer de sig så noget der kan give et traume at tale om.  Jeg ramte en gigatisk mur efter et par år på toppen. Alt gik stærkt. Jeg fik 5 prime-time programmer på TV2 og DR1 indefor 2 år, jeg lavede en tour med 140 udsolgte shows, og jeg blev kåret til årets komiker.  Dagen efter havde jeg fri. Og jeg var rundtosset. Rigtig, rigtig, rundtosset.  Folk gloede på mig, og blev starstruck i Bilka.  Jeg var bare rundtosset, fordi jeg jo godt vidste at jeg ikke var en star - jeg var Heino. Men hvem var han så nu?  Min hjerne lukkede ned, som et windowssystem ved årtusindeskiftet. Noget var gået galt i kodningen.  Jeg ringede til Henrik Krogh - og jeg sad overfor ham få timer senere.  Det vildeste var ikke at han forstod mig, det vildeste var at han lærte mig at forstå mig selv.  I en måned havde jeg ham på speed-dial, som feks. inkluderede en akuttid en hverdagsaften kl 23.  Henrik er selvlært kropsterapeut, og har afholdt tusindevis af foredrag om stress. Henrik betegner sig ikke som psykolog, af to grunde. 1: Nok den bedste grund: Han er IKKE psykolog, og slet ikke min psykolog.  2: Han er søn af en professionel bokser. Hele hans tilgang er ikke metakognitiv - men kamp. Han er ikke i process, han er i kamp. Han er ikke psykolog, men sekundant i ringhjørnet. Ham med håndklædet.  Henrik lovede mig at fortælle mig om jeg skulle hænge plakater op for næste show, eller være den der kastede håndklædet for mig - for jeg kunne ikke selv gennemskue det.  Intet håndklæde er kastet, jeg er ovenpå, og jeg er i gang med at udvikle mit livs show.  Det skylder jeg Henrik Krogh meget for. Sådan, rigtig meget.