Emilias far Søren får konstateret sygdommen ALS, da hun er 15 år gammel. Det bliver startskuddet til en ventesorg, der splitter hende ad. Inderst inde ved hun, at hendes fars ALS er en dødsdom, men samtidig siger hun til sig selv, at han selvfølgelig klarer den, og at de har mange år sammen endnu. Afsnittet handler om at leve i ventesorg, men i højere grad om at være et ungt menneske med mere på spil end alle andre. Det handler om presset i at bevare sig selv, samtidig med det menneske man elsker allerhøjest langsomt forsvinder for øjnene af en.