Vi sætter Bymunken på skalaen. Men hvad fanden er det? Jo, det er fordi, det er pisselet at leve som munk i bjergene, men nærmest umuligt at gøre i byens fristelser. Det er nærmest som om bylivet er designet til, at vi skal få det dårligt, og så er mange af fristelserne helt vildt socialt betinget: Vi sætter om kaffe, alkolhol, kontormuskultur på skalaen, og hører om både at måtte flytte fra Københavns fristelser og Asgers munketid. Og løver! Og deres dopamin! Og at designe sin uge efter sin menstruationscyklus, for at yde max self-care. For hvorfor er det vi kører vores kroppe så hårdt, gerne indtil de ikke kan mere i form af træthed, stress, udbrændthed? Vi vil alle tre gerne have det godt og passe på os selv, men er også verdensmestre i at køre os selv derud, hvor man render rundt med konstante skideøjne. Og slår sig selv i hovedet over at have drukket øl og kaffe. Er det alt eller intet med det her sundhed og munke-lignende tilstande?