Martinus: “Vi ser dette “noget” mere og mere trænge sig ind i en kødklump i form af et foster og lade det udvikle sig og vokse, først frem til den fysiske fødsel, hvor det forlader moders liv, dernæst indkapsler det sig mere og mere i den pågældende fysiske organisme, udvikler denne gennem barnestadiet, gennem ungdomsstadiet, manddomsstadiet for så igen at begynde at forlade kroppen med alderdomsstadiet, der jo i virkeligheden kun er en langsom fysisk dødsproces eller “ligdannelse”. Vi ser ikke direkte dette “noget”, der således tager kroppen i besiddelse, omformer den fra den ene tilstand til den anden, men vi kan jo ikke fragå, at det bliver en kendsgerning, at det ikke desto mindre eksisterer, idet det er dette, der giver kroppen eller organismen liv” (LB4 stk. 1402).