Highlights fra Zornigs Zone.

Highlights fra Zornigs Zone.

Highlights fra Zornigs Zone.

Det bedste fra Zornigs Zone.

Highlights fra Zornigs Zone. Lisbeth Zornig Andersen

Highlights fra Zornigs Zone. Lisbeth Zornig Andersen

Highlights fra Zornigs Zone. Lisbeth Zornig Andersen

Highlights fra Zornigs Zone. Lisbeth Zornig Andersen

Highlights fra Zornigs Zone. Lisbeth Zornig Andersen

Bag ved hovedbygningen var der en rævegrav, hvor vi legede. Det gik ud på at komme så langt ind man turde, og der var indimellem børn der sad fast derinde. Når det skete, så ignorerede vi andre det. Vi hjalp ikke til og vi gik ikke efter hjælp. Det var ikke ondskab, men jeg tror kun vi havde overskud til os selv.” Ditte Reedtz var på børnehjem som lille, i dag arbejder hun for at forbedre børnehjemsbørns sociale tilknytning. Lisbeth Zornig Andersen

På et tidspunkt ville han genskabe Noas Ark, så vi levede med to pythonslanger, to schæferhunde, to af alle mulige dyr da jeg var lille. Annas forældre eksperimenterede op igennem 70'erne. For faren endte eksperimenterne helt galt, han kom aldrig hjem fra Sankt Hans. Men Anna har fundet en måde at bruge bruge det eksperimenterende konstruktivt i sit liv og sit arbejde. Lisbeth Zornig Andersen

Ibrahim så ikke sin mor fra han var halvandet til han var seks år. Han var i Jordan, mens hun var i Danmark, hvor hun knoklede for at give sine børn et bedre liv. Men da Ibrahim kom hertil, gik det hurtigt skævt. Ibrahim lavede ballade, der hele tiden eskalerede - ballade, det lykkedes ham at skjule for sin mor. Han nåede at gå på utallige skoler og blev spået en fremtid som hårdkogt kriminel. Men da han endelig mødte nogle voksne, der troede på ham, forvandlede drengen, der havde sat sig for...

“Han lagde sit hovede på min dyne, og jeg var skrækslagen, men jeg lagde mærke til at han lugtede af shampoo”. Om natten efter Marias 10-års fødselsdag brød en tynd mand med langt hår ind i Marias mors hjem. Hverken Maria eller hendes mor var klare over, at den tynde mand var Marias far Per, som de huskede som en jovial, rund mand med overskæg og Walther og Carlo-skjorte. For Per havde været væk i en heroinrus i 4 år. Men nu havde Per taget bad på hovedbanegården og ville give sin datter en...

Jeg vidste præcis hvilke børn, der var de" rigtige" børn i skolen, og dem iagttog jeg.. hvordan de klædte sig, hvordan de talte. Og så kopierede jeg dem." Flemming Hansen benyttede lejligheden til at blive en helt ny Flemming med gode manerer, skjorte og charmeklud, da som 11-årig blev fjernet hjemmefra og kom på ungdomspension. Hjemme havde det været normalt at stjæle, slå, ryge hash - og knap så normalt at arbejde eller gå i skole. Men da Flemming slog ind på en ny vej, gjorde han det fuldt...

"Min barndom sluttede, da jeg forlod borgerkrigen og flyttede til Midtsjælland". Hvor Suzan voksede op, i den kurdiske del af Irak, legede hun ubekymret, uanset krigen der rasede. Men her skulle hun være den voksne. Forældrene havde svært ved at tilegne sig sproget, og faren var på sammenbruddets rand på grund af de grumme oplevelser, han havde haft. Suzan havde mange pligter og store bekymringer for, hvordan det gik derhjemme, når hun sad i skolen. Samtidig kæmpede hun med at lære dansk - og...

“Jeg ramte bunden den dag, jeg ikke engang kunne finde ud af at lave et røveri mere. Jeg stod i en Seven Eleven med en kæmpe kniv og råbte "GI MIG PENGE NU!". Og ham fyren, han kiggede bare helt roligt på mig og sagde “du får ikke nogen penge her”. Så vidste jeg at jeg var helt på skideren. To dage senere kørte jeg galt i en bil fyldt med tyvekoster og røg ud gennem ruden og blev anholdt. Jeg ved ikke hvorfor, men der var en betjent, der tog dette her billede og gav det til mig. Jeg har...

"Alle har øjne i nakken her. Det er helt tydeligt, at der bliver holdt øje med os, når vi står lige her med en optager. Kvinderne ved godt, at de ikke skal snakke med nogen, for de er en del af et vidt forgrenet netværk, hvor det mindste fejltrin bliver registreret, og hvor det kan have meget alvorlige konsekvenser, både for dem selv og for deres familie. Jeg kender eksempler på at bagmændenes familier har kvindernes børn boende, så de har en klemme på dem hvis de taler for meget.” Kira West...

“Jeg kunne godt finde på at slå folk ned bare fordi de smilede til mig på gaden.” Henriette havde et misbrug i en alder, hvor de fleste andre børn knap har været på sodavandsdiskotek. Hun lavede et voldeligt overfald i en alder, hvor mange andre børn stadig leger med barbiedukker. Alt sammen fordi ingen så hendes smerte og ensomhed. Da hun endelig fik hjælp, måtte de voksne på behandlingsstedet se passivt til, mens hendes stofmisbrug og hendes aggressioner eskalerede. Hun bebrejder dem ikke -...

“Jeg kom herud fordi jeg havde brug for at gemme mig et sted, hvor der ikke kommer normale mennesker”. Sami måtte flygte over hals og hoved fra en narkogæld - og fandt ud af, at Sundholm er et godt sted at forsvinde. I dag, 20 år efter, er hun der stadig, nu som omviser for Gadens Stemmer, tørlagt efter årtiers druk og narko, rolig efter et langt liv med øretæver i luften. Sundholm er stedet, hvor hun har været i sikret ungdomsinstitution, hvor hun har været dranker og junkie og ukronet...

“Da jeg stod derovre på den anden side af gaden og solgte, der vejede jeg ikke meget mere en nogle-og-fyrre kilo. I dag vejer jeg 90 kilo, så jeg var så tynd dengang, at man kunne høre mine knogler rasle, når jeg gik. Jeg pakkede mig ind i en helvedes masse tøj for at se større ud, men jeg var bare en lille, bange dreng.” Jørgen er guide for virksomheden Gadens Stemmer, hvor mennesker, som har haft et hårdt liv, kan tjene penge på at dele ud af den ressource, de har i overmål: erfaringer fra...

"Man fik straks øje på ham, når han kom ind i et lokale. Røde bukser, røde sokker, beatleshår før The Beatles havde det og et lille hageskæg”. Når Gorm Henrik Rasmussen fortæller om sin far, bliver han meget vred. Men han kan alligevel ikke lade være med at grine. Gorm er forfatter og har netop udgivet en roman, "Girafhuset", om et hjem, der meget ligner hans eget. Et hjem med mange kunstværker og påfund. Et hjem som var sjovt at besøge - men mindre sjovt at vokse op i. Lisbeth Zornig Andersen

“Jeg længtes så meget efter min far, at jeg krøb ind i hans seng når han sad vågen nede i køkkenet. Det tit han ikke kunne sove og sad i køkkenet og stirrede ud i luften om natten. Kun når jeg lå i hans dyne kunne jeg føle mig tæt på ham. Den lugtede trygt af motorolie og sved.” April kommer i medierne til at stå i drengehjemmet Godhavns tegn, for spillefilmen om stedet “Der kommer en dag”, kommer i biograferne 21. april. Zornigs Zone sætter fokus på de eftervirkninger, godhavnsdrengenes...

“Vi var vant til, at de høje herrer bestemte henover hovedet på os” Johannes Mathiassen har oplevet den rivende udvikling, Grønland har været igennem, på egen krop. Hans familie var underlagt danskernes luner, når faren lå og gravede kul i de smalle minegange, når Joannes blev fjernet fra familien for at blive uddannet som en del af nye, grønlandske elite, eller når hele deres by blev tvangsflyttet. En af de skelsættende begivenheder, der sendte hele familiens liv ud af kurs var, da alkoholen...

“Vi har været der for hende hele vejen, og det er jeg glad for”. Tinamia Yammines mor kan ikke stoppe med sit voldsomme narkomisbrug, men kærligheden mellem hende og hendes tre børn kan hun ikke slide op, selvom hun er i fuld gang med en nedstigning til helvede. Hør historien om tre søskende, der bliver født ind i en kærlig familie i Libanon, men som alt for hurtigt må agere som forældre for deres mor, da hun flytter hjem til Danmark, hvor hun er uden netværk og uden forsvar imod sine egne...

"Det at få mine piger anbragt, det er den bedste beslutning jeg nogensinde har truffet." Annika røg ekstreme mængder coke, men hendes selvindsigt fejlede ikke noget, selvom hun ikke kunne stoppe. Hun kunne se at ikke kunne give sine børn det, de havde brug for, og valgte at få dem frivilligt anbragt hos sin bror. I mange år kæmpede hun en kamp på liv og død mod sine dæmoner - og Annika vandt, ikke bare sin sjæl, men også kærligheden og sine børns tillid tilbage. Lisbeth Zornig Andersen