Fysik og erkendelsesteori I fysikken hævder Epikur, at verden består af tomt rum og et ubegrænset antal atomer af et begrænset antal former. De har en naturlig bevægelse i én fælles retning; alle bevæger sig lige hurtigt, og de ville fortsætte "som regndråber", hvis ikke der ofte fandt en uforårsaget sideværts bevægelse sted, der medførte en serie sammenstød; derved sættes atomerne i en indbyrdes vibration, og til sidst dannes de ting, vi sanser. Universet er uendeligt og rummer uendelig mange verdener; guderne findes, men de har ikke skabt Universet og griber ikke ind i det. Menneskets "sjæl" er af atomer og er dermed en ting som alle andre. For det første skulle filosoffer have viden om, hvordan verden er bygget op. De skulle have en fysik. Epikur mente (som Demokrit før ham), at verden var bygget op af atomer og tomt rum; den var ikke blevet skabt af guderne, men var opstået ved et tilfælde. Det var ikke så mærkeligt, som man skulle tro, for Epikur mente, at universet er uendeligt stort, og at der er uendeligt mange atomer i det uendelige tomme rum - og så ville det snarere være mærkeligt, at vores verden ikke var opstået, end at den er. Atomerne bevæger sig, hvis ikke de standses, i en svimlende hurtig bevægelse nedad i universet, næsten som regndråber. Imidlertid har atomer også den egenskab undertiden at lave underlige 'spring' - man kan ikke forudsige hvornår, og man kan ikke forudsige hvor. Derfor er atomerne stødt ind i hinanden, og derved er komplicerede mønstre af kolliderende atomer opstået; sådanne mønstre vil så somme tider skabe mere konstante fænomener - som f. eks. vores verden. Antallet af atomer er altså uendeligt stort - men ikke antallet af typer af atomer. Der er derfor grænser for, hvad der kan blive til i verden. Verden består altså rent af stof ifølge Epikur. Der er ikke nogen idéer(som Platon talte om) eller andet ikke-stofligt, immaterielt, i verden. Epikur er benhård materialist. Atomerne kan man ganske vist ikke se - dem må man tænke sig til eksistensen af, ved at iagttage den fysiske verden, der omgiver os. Til denne insisteren på verdens stoflighed svarer det, at Epikur kun vil anerkende sandheder, som vi kan nå til ved vore sanser. I erkendelsesteorien mente han derfor, at alle sansninger er "sande", dvs. at de er udtryk for noget, der virkelig finder sted. Al viden bygger på sansninger; fejl opstår kun ved, at man "føjer meninger" til de data, som sanserne viderebringer. Mennesket er selv en ting, sammensat af atomer, og kun de fysiske påvirkninger, det modtager med sanserne, er virkelige. Det betyder ikke, at han ikke mener, menneskets evne til at tænke er vigtig. Tværtimod anser han den for altafgørende vigtig. Men tanker farer forfærdeligt vild, hvis de ikke holder sig tæt til noget, man har registreret med sine sanser. Efterhånden som bevidstheden udvikler almene begreber, opstår også en risiko for, at disse begreber ødelægger den umiddelbare sansning, idet vi kan 'føje meninger' til sanseoplevelsen, der ellers er ufejlbarlig. Vi kan f.eks. udvikle behov for ting, vi ikke har brug for. Mennesket er udstyret med en 'sjæl', dvs. med evnen til at sanse og tænke. Epikur har en detaljeret teori om, hvad en sjæl er - og den er netop en fysisk ting. Mennesker er ikke ens af naturen, dvs. fra fødslen ikke sammensat af atomer på præcis samme måde, og hvad miljø betyder for menneskers udvikling, er Epikur pinligt nøje klar over. Så i en vis forstand er mennesket evne til at sanse og tænke bare et særligt tilfælde under Epikurs fysiske teorier. Også den mærkelige evne til 'spring', atomerne har, findes i sjælens atomer - og i sidste ende, synes Epikur at mene, kan det uforudsigelige ved menneskets, dets frie vilje, henføres til, at der findes sådanne 'spring' sted inde i menneskene. Kilder: Se de to andre afs