Dannelse, religion og døden Hvad menneskets natur angår, anerkender Epikur rent ud, at den kan være dårligt egnet til at få det godt. Der findes mennesker, Epikur simpelthen ikke kan nå med sin filosofi. Det er godt nok dem, der kunne få mest ud af den, men deres evne til at tænke er simpelthen for ringe - de kan ikke høre efter. Det er typer, der f. eks. er alt for offensive af natur. Eller man kan have en for kraftig seksual-trang. Men det er ikke den slags problemer, der er størst, mener Epikur. Det er derimod den perversion, menneskets opvækst, dets miljø, bringer. De herskende værdier i samfundet finder Epikur simpelthen syge. Begær efter magt og rigdom er misforstået jagt på velvære, mener Epikur; man opnår jo ikke fred af det, bare evig jagt på yderligere magt og rigdom. Epikur tager afstand fra det traditionelle græske værdisystem. Han mener, at disse værdier i sidste ende er afledt af frygt, dels for døden, dels for guderne. Men da mennesket er en stoflig ting, og alt, hvad det er og kan, kommer af dets evne til at sanse som levende væsen, vil det ikke kunne føle eller tænke efter døden. Dén skal man altså ikke frygte. Og verden er jo opstået ved et tilfælde; guderne har ikke noget med den at gøre. Guderne blander sig ikke i menneskenes forhold, og er derfor ingen trussel. Guderne griber ikke ind i menneskets liv, så der er ingen grund til at frygte dem. Epikur betragtede religionen som en sygdom i sjælen forårsaget af menneskets frygt for døden og guderne. For Epikur var døden ikke noget at frygte, for som han siger: "Når vi er, er døden ikke til stede, og når døden er, er vi ikke til stede" (Diogenes Laertios 122 ff). Døden er absolut, kun en opløsning af atomer, der er intet efter døden, og derfor er der heller ingen grund til frygt. "Når vi er, er døden ikke; når døden er, er vi ikke". Man skal i stedet koncentrere sin psykiske energi om det, man har ind­flydelse på. Mennesket skal altså frigøre sig af dårligdomme i dets egen natur og i det omgivende samfund. Mennesket skal mærke efter i sig selv, hvordan det har det, og rette sig efter, hvornår det føler velvære, og hvornår det føler ubehag. Men det må ikke være tankeløst i dets måde at tilrettelægge sit liv på. Blot at jagte efter nydelser er et tegn på dumhed og vil på et eller andet tidspunkt måske endda få meget ubehagelige konsekvenser. Dyr søger også nydelse og velvære - de kan jo også sanse. Men i modsætning til dem kan mennesket som tænkende væsen sikre sig, at nydelsen og velværet varer ved, og at det ikke udvikler sig til noget ubehageligt. Epikur tog imidlertid ikke kun afstand fra det konventionelle samfund. Han skabte sit eget. Epikurs skole havde til huse i hans have. Derfor blev hans skole opkaldt ”Haven” efter den have, han ejede i byen. Her slog hard-core elever af Epikur sig ned, dannede de tilsvarende små celler eller kollektiver, hvor de dyrkede deres filosofi i fællesskab. De kaldte det forhold, de havde til hinanden, for venskab. Medlemmerne af disse celler var naturligvis samlet omkring deres tilhørsforhold til Epikurs filosofi. De fleste epikuræere er anonyme, eller vi ved i hvert fald meget lidt om dem KILDER: https://da.wikipedia.org/wiki/Epikur http://klassisk.ribekatedralskole.dk/personer/epikur/epikur.htm http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Oldtidens_filosofi/Filosoffer_-_oldtiden_-_biografier/Epikur